Teori

VI ARBEJDER MED BEGREBER SOM:

Relationer/tilknytning

Såvel den psykodynamiske og miljøterapeutiske tænkning er optaget af relationer. Dette er en vigtig indgang til arbejdet med børn, der lider af forskellige tilknytningsskader og forstyrrelser samt er svær omsorgssvigtet.

Bowlby beskriver tilknytning som en biologisk, positiv egenskab, der er til stede hele livet igennem. Barnet er afhængig af, at de nære personer er tilgængelig for barnets rækken ud efter tilknytning. De nære personer skal være pålideligt disponible ikke blot fysisk men også for subtil affektivt afstemning. Dette er for spædbarnets vedkomne i form af blik, mimik, bevægelser, lyde.

Hvis dette ikke er muligt for de nære personer udvikles barnets tilknytning ikke sundt og tilstrækkeligt, med store svigt til følge og manglende udvikling af de tilhørende hjernestrukturer. Dette betyder at barnets adfærdsmønstre, relations, reaktions og indlæringsevne skades med alvorlige konsekvenser til følge.

 

De børn der bor på Hjørnegården har ikke udviklet sunde tilknytningsstrategier, og det er derfor altafgørende at arbejde relationelt med disse børn for at lindre den indre smerte og de ydre konsekvenser den manglende tilknytningsevne har givet dem.

 

Følelsesmæssig/affektiv afstemning (containing)

Affektiv afstemning er en vigtig del af tilknytningsprocessen. I en sund opvækst er affektiv afstemning noget der sker naturligt mellem mor og barn. Det udgør en slags affektivt ”spejl” hvori spædbarnet kan ”aflæse” sin egen tilstand.

For børn hvis tilknytning ikke er tilstrækkeligt sundt udviklet er behandlerens empatiske kontakt med barnet og barnets følelse af, at blive forstået en del af den helenende proces.

Behandleren fungerer som et affektivt ”spejl”, hvori barnet kan ”se” sig selv. Det affektive spejl er en bekræftelse af selvoplevelsen.

 

Indre repræsentationer

Indre repræsentationer er et begreb taget fra objektrelationsteorien. Den knytter an til tilknytningsprocessen, idet de indre repræsentationer dannes i samspillet med de nære tilknytningspersoner.

Barnet udvikler indre skabeloner/billedere hvor ud fra verden forstås. Det er ud fra disse repræsentationer at barnet forstår adskillelsen mellem sig og andre, hvordan kontakt gøres og forstås og hvordan man opnår trøst (indre og ydre)

 

Pacing og leading

At pace har i dag i den Dansk sprogbrug en negativ betydning, hvor det associeres med eksempelvis, at skubbe og på negativvis fremme bestemte egenskaber, færdigheder ect..

 

I denne her sammenhæng skal det forstås som, at man positivt via pacing forsøger at matche klienten. For at kunne gøre dette, er terapeuten nødt til, at være fleksibel og villig til med respekt og anerkendelse, at møde klientens virkelighed som den opleves af denne.

 

Terapeuten mister ikke sig selv i denne proces, men får en empatisk oplevelse af hvordan virkeligheden ser ud for klienten. Terapeuten skaber en samklang mellem sig og klienten eller en bro om man vil. Terapeuten skaber samklang med klientens udtryk, rytme, hastighed, intensitet ect, og kan herefter, når klienten føler sig set, anerkendt og åben, gøre brug af et lead.

Der findes mange måder at pace på. Man kan lidt groft dele det op i verbal -og nonverbal pacing.

 

Eksempler på verbal pacing kunne være at terapeuten matcher klientens:

 

  • rytme i sproget
  • intensitet hvormed der tales
  • at bruge ord der falder naturligt inde for klientens sprogbrug
  • gentage klientens egne sætninger eller ord

 

Eksempler på nonverbal pacing kunne være:

 

  • at terapeuten matcher klientens ved, at sidde i en kropstilling der ikke skiller sig MEGET ud fra klientens
  • at terapeutens udtryk spejler sig i klientens
  • terapeuten nikker anerkendende til klientens fortælling
  • terapeutens måde at se på klienten kan være pacende
  • terapeutens empatiske og respektfulde holdning til klienten kan via overføringer virke pacende ect.

Et lead er en intervention der tilfører noget nyt ind i et system eller giver klienten mulighed for, at se nogle nye sammenhænge eller systemer.

Et lead er oftest først muligt efter klienten er blevet pacet og derved er meget åben og tilgængelig. Når klienten er åben og tilgængelig er det muligt for terapeuten, at gøre brug af den situation der er skabt via pacing og nu få klienten til, at følge terapeuten et nyt sted hen. For at et lead kan indoptages af klienten og derved bring noget nyt ind i klientens forståelse eller system er timing det altafgørende. Adrenalin niveauet i hjerne skal være tilstrækkeligt højt for, at et lead kan lade sig gøre.

 

Primitive forsvarsmekanismer

Et er sikkert, alle mennesker har brug for forsvarsmekanismer for, at kunne fungerer. Forsvarsmekanismerne beskytter os mod det selvet oplever, som en trussel mod den indre kerne af personen.

Forsvarsmekanismerne skærmer os fra det totale indre kaos. Men der er grader af brugen og arten af forsvarsmekanismer.

Der er to typer af forsvarsmekanismer: modne – hvor personen har en klar fornemmelse af grænsen mellem sig selv og andre og primitive- hvor personen har svært ved at identificere hvilke følelser, handlinger, oplevelser indre impulser der kommer fra personen selv og fra andre mennesker.

Som eksempler på et modent forsvar kan nævnes: intellektualisering, humor, fortrængning og forskydning.

Som eksempler på et primitivt forsvar kan nævnes: devaluering, omnipotens, splitting og dissociering.

Når et menneske overvejende gør brug af de primitive forsvarsmekanismer, er dette meget omkostningsfuldt for personen. De primitive forsvarsmekanismer er intimiderende for personens liv, da de vanskeliggør relationerne med andre mennesker voldsomt og er et udtryk for et højt angstniveau.

 

Det er en vigtig del af behandlingsarbejdet, at kunne identificere barnets forsvarsmekanismer. Barnets brug af forsvarsmekanismer giver mange brugbare oplysninger. Oplysninger der kan bruges til, at få en viden om hvordan man udgår voldsomme konflikter, hvordan barnets reaktionsmønstre udspiller, hvordan barnet knytter an til andre mennesker osv..

 

Positivreformulering

Positiv reformulering er en systemisk metode hvor udgangspunktet er, at alle mennesker gør det bedst mulige for sig selv, på det givne tidspunkt. Det er en metode hvor man arbejder med klientens destruktive adfærd gennem annerkendelse og forståelse. Man forsøger via denne anerkendelse og forståelse at skabe en bevægelse og forandring i det destruktive mønster. De destruktive overlevelses strategierne er kreeret af et barn, med de evner, ressourcer og på det udviklingstrin det var på det givne tidspunkt. Når man laver en positiv reformulering, anerkender man klientens evne og kreativitet der gjorde han/hun i stand til at ”overleve”. Ved at gøre ovenstående bliver det mindre farligt, at arbejde med det destruktive og en forandring bliver mulig. Man giver en tilsyneladende meningsløs adfærd en psykologisk og følelsesmæssig meningsfuldhed.

Det ovenstående behandlingsarbejde og udarbejdelsen af behandlingsplaner sker i fællesskab mellem skole og opholdssted.